Unge og Uddannelse

Esbjerg Kommunes uddannelsessatsning handler om at øge uddannelsesudbuddet. Trivsel og tryghed er omdrejningspunktet for indsatsen. I Kommuneplanstrategi 2026-38 er fokus på campusområderne, placeringen af studieboligerne og på involveringen af unge for at understøtte oplevelsen af at bo i den fedeste uddannelsesby.

Uddannelsesbyen Esbjerg har et stort og attraktivt uddannelsesudbud på alle niveauer. Udbuddet tilpasses til stadighed efter de aktuelle behov og den lokale efterspørgsel samt ikke mindst med uddannelser, der kan gøre uddannelsesbyen relevant for en bredere kreds af studerende.
Udviklingen af nicheuddannelser, der ikke findes andre steder og som der lokalt er behov for og/eller efterspørgsel efter, muliggøres af det tætte samarbejde omkring uddannelse, der findes i uddannelsesbyen Esbjerg.
Stoltheden over uddannelsesbyens store uddannelsesudbud gennemsyrer ikke kun de professionelle samarbejder om uddannelse, men sikres en større udbredelse. Kommunens borgere skal kende til mulighederne i uddannelsesbyen og til uddannelsesbyens forcer indenfor overskuelighed, sammenhæng, trivsel og tryghed.

Esbjerg Kommunes uddannelsessatsning handler om at øge uddannelsesudbuddet. Trivsel og tryghed er omdrejningspunktet for indsatsen. I Kommuneplanstrategi 2026-38 er fokus på campusområderne, placeringen af studieboligerne og på involveringen af unge for at understøtte oplevelsen af at bo i den fedeste uddannelsesby.

Uddannelsestilbud betragtes som ungdomsuddannelsesinstitutioner for 14-25 årige og videregående uddannelser. I Esbjerg er uddannelsestilbuddet primært samlet i to campusområder: Campus Jerne og Campus Spangsbjerg. I Campus Jerne findes UC Syd, SDU Esbjerg, Esbjerg Gymnasium, AMU-Vest og FGU Vest. I Campus Spangsbjerg findes Erhvervsakademi SydVest, Fredericia Maskinmesterskole, Aalborg Universitet Esbjerg, Rybners Tekniske Gymnasium, Rybners Kursuscenter og Rybners Tekniske Skole. På andre adresser i Esbjerg findes Social- og Sundhedsskolen Esbjerg, Rybners Gymnasium, VUC Vest, Syddansk Musikkonservatorium og Kulturskolen Esbjerg.

STRATEGISKE GREB

Sikre arealer til udbygning af større uddannelsesudbud i campusområderne og på Esbjerg Strand.

Esbjerg kan med sin størrelse, sit uddannelsesudbud og nærheden til de lokale arbejdsgivere byde ind med overskuelighed, sammenhæng, trivsel og tryghed som helt unikke kvaliteter til et værdifuldt unge- og studieliv.

Uddannelsesbyen Esbjerg løfter uddannelsesniveauet i Sydvestjylland og tiltrækker med sin unikke profil studerende fra hele Danmark og fra udlandet.

Med samarbejder og partnerskaber på tværs af alle aktører sikres studiejobs, mentorordninger, praktikophold og jobgarantien som værktøjer, der understøtter uddannelsesbyens profil. I fysikken understøttes profilen med inspirerende campusmiljøer og gode forbindelser mellem campus, studiebolig og bymidte.

Praksisnær og høj faglig kvalitet i uddannelser på alle niveauer sikres med tætte relationer mellem uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedet. Overgangen fra uddannelse til job er smidig og føles tryg samtidig med, at de mange mulige karriereveje er tydelige og tilgængelige.

STRATEGISKE GREB

Trivsel og tryghed er omdrejningspunkter for arbejdet med ungeliv og studiemiljø.

Gode forbindelser understøtter unges mobilitet rundt i byen og sammenhængskraften på tværs.

En væsentlig ramme for et godt ungeliv er boligen. Unge ønsker at bo, hvor andre unge færdes, og hvor der er gode bymæssige tilbud. Centralt placerede ungdoms- og studieboliger bidrager til fortætning af byen, bylivet og til de studerendes oplevelse af et godt studiemiljø.

Gode ungdoms- og studieboliger i bymidten indgår derfor som et væsentligt understøttende element i arbejdet med uddannelsesbyen Esbjerg. Studerende skal garanteres en studiebolig ved studiestart ligesom udbuddet af ungdomsboliger er attraktivt, trygt og tilgængeligt.

Yngre færdiguddannede borgere, der er klar til at entrere arbejdsmarkedet, er et segment af meget stor betydning for Esbjerg Kommunes fortsatte velfærd og vækst. Denne gruppe unge borgere involveres i udviklingen af et varieret boligudbud, der er direkte målrettet deres ønsker og interesser. Det kan være områder til innovative boligløsninger som tiny houses eller boligbyggerier, der på anden måde er nytænkende fx i forhold til bæredygtighed, fællesskab, kollektivitet eller andet.

Boligudbuddet målrettet unge og yngre borgere manifesterer uddannelsesbyens bærende værdier omkring overskuelighed, sammenhæng, trivsel og tryghed for dermed at understøtte inkluderende fællesskaber og bekæmpe ensomhed.

STRATEGISKE GREB

Garanteret studiebolig ved studiestart.

Ungeinvolvering anvendes aktivt i byudviklingen og i udviklingen af innovative boligløsninger.

Studiemiljøet består af tre elementer; boligen, uddannelsesstedet og det eller de steder, hvor unge mødes i fritiden. Alle tre elementer vinder ved en stærk ungeinvolvering, men da det kan være en stor planlægningsmæssig mundfuld for unge at involvere sig i udformning og placering af boligområder og campusområder, er det især i udformningen og placeringen af mødesteder for unge, at ungeinvolveringen er uomgængelig.

Behovet for byrum og lokaler, som forudsætninger for at kunne etablere mødesteder af forskellig art, er et væsentligt opmærksomhedspunkt. Kommunen og andre aktører kan fungere som fødselshjælpere og koordinerende bindeled for en proces, men det er kun de unge, der kan udforme mødesteder, så de fungerer og kan understøtte det impulsive ungeliv. Helt lavpraktiske løsninger kan, med unges involvering, blive til uformelle og velfungerende mødesteder.

Ungeinvolvering kan noget andet og mere end almindelige borgermøder og borgerinvolvering, for unge og fraflyttere fra byen efterlyser ifølge flere bosætningsanalyser, i langt højere grad end de borgere, der allerede bor i byen, meget mere byliv; mere kultur og flere oplevelser i byen.

Byudviklingen af den dynamiske energi- og uddannelsesby afspejler sig i tilgangen til de initiativer, der kommer fra unge. Unges engagement i at forbedre ungelivet i Esbjerg imødekommes med muligheder, løsninger, åbenhed og samarbejde. Det kan fx ske via en tydelig indgang til kommunens drift og støtte, som er målrettet ungelivet i byen. Stoltheden over og tilknytningen til Esbjerg kan netop skabes i et sådant velsmurt samarbejde, hvor kommunen skaber rammerne for at unge kan slå sig løs og senere slår rødder. Stedstilknytning og bystolthed er alfa og omega i arbejdet med at få flere unge til at vælge at studere, bosætte sig og søge et job i Esbjerg og omegn.

Gode sociale relationer og oplevelsen af en tryg og overskuelig by, hvor fællesskaber, foreningsliv, kulturliv, byliv og ungeliv giver trivsel og sammenhæng kan, i kombination med et stort og attraktivt uddannelsesudbud og et bredt udvalg af karrieremuligheder, give den stedstilknytning og bystolthed, der kan få unge til at blive eller komme tilbage efter at have prøvet verden af.

Undervisning og uddannelse på alle niveauer er et centralt omdrejningspunkt i Esbjergs videre udvikling, men kan ikke stå alene. Hele pakken skal i spil og skal målrettes den gruppe af unge, der holder af Esbjerg. Den gruppe unge skal ikke mangle argumenter for at vælge Esbjerg som stedet for et godt unge- og voksenliv.

STRATEGISKE GREB

Ungeinvolvering i udvikling af mødesteder og ungemiljøer.

Unges engagement og energi mødes med åbenhed, løsningsorientering og en let adgang til kommunens muligheder.

Brandingindsats fokuseres på unge, der holder af Esbjerg og på de voksne for, at de ved, hvad Esbjerg kan.